Mad & Drikke

Sådan laver du sprøde og lækre pommes-frites

Sprøde fritter som knaser i munden er vel den bedste følgesvend til din bøf, din fiskefilet eller en god boeuf bourguignon. Men at lave dem selv er ikke altid let, derfor hjælper ForByen dig lidt på vej.

Mange tror at det at lave pommes frites blot handler om at skære kartofler i stave og friterer dem, men så nemt er det slet ikke at lave de sprøde fritter, som skal knase udenpå og være bløde inden i – der er en årsag til at pommes frites har deres oprindelse i det franske bistro-køkken, det er en disciplin som kræver teknik og tålmodighed. ForByen giver dig her en sikker trin-for-trin opskrift på gode bistro-fritter.

Det skal du bruge:
(4 ps.)

  • 6 bagekartofler
  • 8 dl. Solsikkeolie
  • 1 spsk. Lagereddike
  • 2 spsk. Flagesalt
  • Friske krydderurter

Sådan gør du:

  • Skræl bagekartoflerne og skær dem i stænger, det vigtigste er at de er lige store
  • Kog kartoflerne i en gryde med vand og eddike i ca. 5 minutter
  • Skyld kartoflerne i kold vand og kom dem på frys i ca. 2 timer
  • Kom ca. 3 cm. olie i en pande og friter kartoflerne i 6 minutter ved 170 grader
  • Sæt kartoflerne tilbage i fryseren 1- 2 timer
  • Kom ny olie på panden og varm det op til 170 grader, friter kartoflerne færdige til de er gyldne og sprøde.
  • Lad dem dryppe af på lidt køkkenrulle eller andet fedtsugende papir.
  • Hak evt. krydderurter groft og drys det over de lune pommes frites, frisk estragon eller timian er særdeles velegnet
  • Drys til sidst med salt og server

Velbekomme!