Mad & Drikke

Opskrift: Lav restaurant mad derhjemme

Det er ikke altid at hverken kontoen eller overskuddet kalder på en tur på restauration, men derfor behøver du ikke snyde dig selv for mad som smager af restaurantbesøg og luksus. ForByen giver dig her en opskrift som både smager og ligner noget du vil forvente at få serveret på et godt spisested.

Hvidvindampet torsk med ristede hasselnødder i brunet smør og syltede blomkål og cremet sauce.

4 personer

  • 500 g. fersk torsk
  • 1 blomkål
  • 1 dl. Sukker
  • 1 dl. Lagereddike
  • 1,5 dl. Hvidvin
  • 600 g. kartofler
  • 2,5 dl. fløde
  • 250 g. smør
  • 1 citron
  • 125 g. vesterhavsost
  • 125 g. hasselnødder
  • Salt & Peber

Start med at skære torsken fri for eventuelle ben og del den i 4 pæne stykker krydr. Med salt og peber. Placer torsken i et ildfast fast og hæld hvidvin, 2 skiver citron og 25 g. smør i små stykker ved. Dæk fisken til med film og sæt den på køl indtil den skal i ovnen.

Del ca. ¼ af blomkålshovedet i små buketter. Bring en gryde i kog med 1 dl. Vand, 1 dl. Sukker og 1 dl. Lagereddike. Når sukkeret er helt opløst kommes buketterne i og gryden tages af blusset. Lad buketterne ligge i lagen og trække.

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker og kog sammen med blomkålen i ca. 15 min. Mos herefter grøntsagerne groft og smag til med salt og peber (det er ikke nødvendigt at tilsætte smør eller fløde i mosen)

Rist hasselnødderne på en tør pande til de tager en smugle farve, kom 100 g. smør ved og lad det smelte ved middelvarme. Når smørret begynder at dufte ”nøddeagtigt” og få lidt farve tages det af blusset og den hvide valle hældes fra.

Tænd ovnen og damp torsken i ca. 10 minutter ved 180 grader, lad den herefter hvile tildækket i yderligere 5 minutter inden servering.

Tag de syltede blomkålsbuketter og rist dem af på en tør pande til de får lidt farve.

Som det sidste element laves saucen ved at 2,5 dl. Fløde, 1 dl. Vand og 125 g. smør koges stille op. Riv vesterhavsosten og blend den i saucen med en stavblender så saucen skummer op. Smag til med salt og revet citronskal.

Anret en dyb tallerken med en god klat mos i bunden, så den dampede fisk, herefter lidt hasselnødder og pynt af med de ristede buketter. Overheld til sidst retten med den luftige sauce