Mad & Drikke

Er du også blevet en del af “fællesspisning”

Over hele landet breder der sig for tiden en ny tendens indenfor restaurationskultur og den måde vi går ud og spiser på. Det handler om at spise sammen, ikke blot med vores venner og familie, men med andre som også gerne springer den praktiske del over og går direkte til bords i fælleskabet.

Fællesskab omkring mad er næppe nogen ny tendens, madklubber og fællesspisning har i flere år været en fast del af programmet i kirker og kulturinstitutioner.  – og i takt med at vores fællesskabsbegreb i disse år bliver styrket, gennem generelle tendenser i samfundet, er også vores lyst til at spise sammen med andre steget mærkbart.

På restauranterne kalder de det for ’Social Dining’ og ’Midtugemad’, i forsamlingshuse landet over hedder det bare ’Fællesspisning’, men fælles for begge koncepter er den idé at vi skal spise noget mere sammen. Når restaurationerne reklamerer med hverdagsmad til fordelagtige priser og opfordrer til at vi dropper madlavningen på en onsdag og tager familien med ud og spise i stedet, kunne man få den tanke at det primært handler om at fylde de borde, som ellers ville stå tomme hen på de mindre populære aftener. – Dette er måske kun delvist sandt, for landet over er flere og flere restauranter begyndt at introducere helt nye konceptaftener hvor bordene rykkes sammen og alle gæsterne spiser den samme menu, fuldstændig som var man til middag i et privat hjem.

Ideen om at spise sammen, for på den måde at skabe nye sociale relationer er et skridt på vejen imod at gøre danskerne mere fortrolige med at spise ude. For selvom vi i Danmark de sidste år går mere og mere ud, er vi stadig langt bagud eksempelvis i forhold til vores naboer mod syd. Under de mere sydlige himmelstrøg, er det at gå på restaurant et reelt alternativ til at spise i hjemmet, også for enlige og småbørnsfamilier. Det er den tendens som landets restauratører forsøger at implementerer i os som forbrugere, at vi ikke kun kan gå ud og spise lørdag aften iført pænt tøj og barnepige. Den klassiske restauration med hvide duge og polerede glas består i bedste velgående, men modbølgen raser og trækker os mod de restauranter som byder på uformel stemning, langborde og hverdagsmad til rimelige priser.

Tendensen om at gå mere ud i hverdagene og spise flere af vores måltider i selskab med andre, er ikke kun til restauranternes fordel, flere studier peger på at det at spise sammen både er sundt, for sjæl & krop. Folk der ofte spiser sammen med andre er generelt mere lykkelige og lever længere end folk der primært spiser alene. Der er derfor ingen grund til ikke at tage imod de mange invitationer fra restauranter, medborgerhuse og madklubber, som hver uge indbyder til mad, fællesskab og undvigelse af den evige opvask.