Mad & Drikke

Opskrift på hjemmelavet gløgg

Juletid er gløgg-tid, det mener vi i hvert fald her på redaktionen. Findes der noget bedre, end at nyde en søndag i advent foran pejsen med et varmt glas gløgg i hånden og familien omkring sig? Det findes der måske, men ikke meget, og derfor kommer vi her med en god, klassisk opskrift til at lune sig på.

Ingredienser til 6 glas gløgg

Ekstrakt til glögg
4 dl vand
Saften og skallen af 1 appelsin
Saften og skallen af 1 citron
2 dl sukker
3 hele nelliker
2 kanelstænger
2 stjerneanis

Derudover
1 flaske kraftig rødvin
100 g rosiner
100 g mandler
Evt. ½ dl rom el. Cognac

Sådan gør du
Kom alle dine ingredienser til ekstrakten i en gryde, kog dem sammen i ca. 10 min. Si krydderier fra.
Varm rødvin og ekstrakt op i en gryde, men ved svag varme – det må ikke koge op. Tilsæt mandler, rosiner og evt rom eller cognac og servér.

Tip: Er du ikke så glad for rødvin, er hvid gløgg et lækkert alternativ. Her bruger du lys most som f.eks. æble eller pære, og tilføjer brandy eller calvados i stedet for rødvin.