Mad & Drikke

Klar suppe med svampe og kylling

Kan man spise suppe om sommeren? Ja, det kan man godt, hvis man er mig. I teorien vil jeg endda foretrække suppe til morgenmad, fremfor end en masse ”klassiske” morgenmadsprodukter. Godt nok har jeg aldrig prøvet det herhjemme, men i asien er det faktisk helt normalt.

I perioder bliver suppe til gengæld ofte aftensmaden hjemme hos mig. Det er så nemt at smide alle sine yndlingsingredienser sammen i en gryde og servere på rekordtid. Jeg går efter varianter med en masse fyld, så det også mætter ordentligt. Og ingredienser med en masse smag – stærk og surt sammen, så er jeg glad.


Ingredienser

2 personer

  • 2 kyllingebryst fileter
  • 1,2 l kyllingefond (gerne hjemmelavet)
  • 3-5 dl vand
  • 250 g risnudler
  • 1 pakke friske shiitake- og enoki svampe
  • Neutral olie
  • 100 g sukker ærter
  • 2 friske røde chili
  • 1 dl edamame bønner
  • Saften fra 1 lime
  • ½ tsk salt eller fiskesauce, smag til
  • 3-4 små fint snittede forårsløg i ringe
  • 2 fede hvidløg i halve
  • Frisk koriander


Sådan gør du

Kog kyllingen med salt i 20-25 minutter, eller indtil den er gennemkogt, uden at være hård og tør. Træk stykkerne fra hinanden i trævler med to gafler (gerne lidt rustikke stykker). Læg til side.

Hvis der er jord på svampene skal de rengøres. Hiv Shiitake svampene fra hinanden i mundrette stykker, og steg dem ved lav varme sammen med hvidløgene i en gryde i lidt olie, i 1-2 minutter, eller indtil de er let gyldne. Læg til side sammen med kyllingen.

Hæld kyllingefonden i gryden, kog op og tilsæt nudlerne, sukkerærter og chili.

Smag til med lime og salt eller fiskesauce.

Hæld kylling, svampe og hvidløg tilbage i gryden når nudlerne er færdige.

Tilsæt edamame bønner og forårsløg. Kog videre ½-1 minut, og sluk for blusset.

Server i skåle med frisk koriander på toppen og lime i både.

Enjoy x

 

Foto: Jennifer Schmidt