Mad & Drikke

De bedste brownies

Når det gælder madlavning går jeg helst all in. Jeg laver sjældent præfabrikerede retter, jeg vil have mad fra bunden. Men derfor må det gerne være både nemt og hurtigt. Hjemmelavet mad smager bedre og så er det sikkert også langt sundere.

En af de nemme og relativt hurtige, hjemmelavede desserter jeg har lavet flere gange er brownies. Det er næsten altid et hit, og noget de fleste kan lide. Og så kræver det ikke så meget forberedelse, når man først har handlet ind. Med udgangspunkt i Meyers opskrift, er her en helt enkel version:

12-14 personer

Ingredienser

100 g valnøddekerner
250 g god mørk chokolade 70 %
150 g smør
5 æg
380 g sukker
65 g hvedemel
2 spsk. kakaopulver
¼ tsk. bagepulver
¼ tsk. salt

Sådan gør du

1 Forvarm ovnen til 170°. Hak valnødderne groft, og stil dem til side.

2 Hak chokoladen groft. Smelt chokolade og smør over et vandbad. Pisk æg og sukker sammen, og rør den smeltede chokolade-smør-blanding i æggene med en gummidejskraber.

3 Sigt mel, bagepulver, salt og kakao i, og rør dejen godt igennem. Tilsæt de grofthakkede valnødder, og rør dem i dejen.

Hæld dejen i en 24 x 24 cm form, beklædt med bagepapir.

5 Bag brownies i ca. 40 minutter, og tag ud mens den er lettere ubagt i midten. Afkøl dine nybagte brownies i formen, og skær den ud i 12-14 stykker brownies.