Mad & Vin

Opskrift: Granita di Caffe

Hvis du besøger Sicilien i sommermånederne, kan du være sikker på at få serveret granita til morgenmaden – en form for iskaffe som er så sød, at det hviner helt ud i tåspidserne.

I virkeligheden har granita nok mere til fælles med is og ”dessert” drikke som kakao med flødeskum, end det har med kaffe. Når varmen overstiger 30 grader og man ikke kan andet end at sætte tempoet ned, så er det lækkert at sparke dagen i gang med sådan en morgenopkvikker. Tænker at granita kan være lækkert alternativ til morgenkaffen i de her skønne sommerdage.

Det er nemt at lave granita, men kræver tid på frys, så skal forberedes i god tid. Det kan sagtens gemmes i fryseren et par dage, der skal bare røres godt rundt inden servering.

Ingredienser

1 del vand
1/3 del hvid sukker
1 Del stærk kaffe
1 vaniljestang, kornene
1 del flødeskum

Sådan gør du

1: Bring vandet i kog. En elkedel er fin, og hæld det så over i en lille gryde. Tilføj kaffen, sukker og vaniljekorn. Kog det hele op til sukkeret er smeltet.

2: Køl blandingen ned til stuetemperatur og læg den på frys i 1 time.

3: Tag blandingen ud af fryseren og blend det til iskrystaller. Gentag fryse- og krystalliseringsprocessen 4-5 gange, fordelt over 2-2 ½ time i alt.

4: Fyld glasset halvt op med granita. Top med flødeskum og server.