Mad & Vin

Mojito opskrift

Der findes mindst et par tusinde opskrifter på mojito, og jeg er selv en af dem der har eksperimenteret med den ud i alle afskygninger og afkroge. Denne opskrift bygger på min erfaring med råvarer der er tilgængelige herhjemme. Der er forskel på hvor sur, sød eller stærk man foretrækker sin drink. Der er også forskel på størrelse og styrke af frugter og blade, og ikke mindst hvilket glas man serverer drinken i. Opskriften her er lavet med udgangspunkt i et 31 cl Highball glas.

Mojito er en cubansk national folkedrik, der blev opfundet af de fattige i krisetid, og er nu elsket af hele verden. I mange år var Mojito’en en ligeså lokal specialitet som dansk rugbrød, snaps og sild.

Drinken er opfundet som et alternativ til den fine og dyre Cuba Libre (rom og cola med lime). Under, og i årene efter Cuba-krisen blev cola svært at skaffe på Cuba – til gengæld findes der sukker, lime, mynte og rom overalt.

Egentlig var det først da Ernest Hemmingway beskrev drinken som sin yndlings drink, at resten af verden fik øjnene op for den, og nu er den en klassiker på enhver anstændig bar.
Mojito’en har 3 fortyndende faktorer: is der smelter, sukker der opløses, og saft fra lime og mynte. Det betyder, at lige når man tager den til munden kan den virke stærk, men som man vænner sig til den bliver mojito’en mere og mere elskværdig.

Den er slet ikke svær at lave, og kræver ikke en cocktailbars specielle ingredienser og værktøjer.

Inden du går i gang: her er hvad du har brug for

1 kniv
1 skærebræt
1 fladbundet kraftigt glas
1 lang ske
1 stump genstand
1 kraftigt sugerør

Ingredienser

Lime
Mynte
Rørsukker
Rom
Danskvand
Knust is

Sådan gør du:

Læg 6-8 både lime i glasset, 6-8 mynteblade, 1-3 tsk rørsukker, og brug den stumpe genstand til at morte ingredienserne i glasset. Lime frugterne kan stødes og presses yderligere med sugerøret. Fyld glasset med knust is til 1 cm fra toppen, hæld 4-6 cl rom på, rør rundt med en ske eller shake indholdet, og top med 4-6 cl dansk vand. Pynt med 1 skive lime og en myntestilk. Server med et kraftigt sugerør eller en rørepind.

Tip
Du kan også lave mojito som “moctail”, det vil sige uden alcohol. Du bytter blot rom og danskvand ud med ginger ale. Især bærversioner af denne smager fabelagtigt.

Foto: Jennifer Schmidt