Mad & Vin

Klassisk hjemmelavet cheeseburger

Der er efterhånden et væld af restauranter og cafeer, hvor man kan få serveret en god, gedigen og saftig cheeseburger. Jeg vil nu til enhver tid foretrække den hjemmelavede vare. Særligt om sommeren hvor kødet kan grilles, kan du få den præcis som du vil. Det gælder egentlig bare om hvordan du håndterer råvarerne.

Ingredienser / 4 stk.

Hjemmelavede burgerboller

3 dl sødmælk
50 g gær
1/2 kg hvedemel
1 tsk. fint salt
1 spsk. sukker
30 g smør
Æg til pensling
Sesamfrø

Burgerbøffer

500 g. friskhakket oksekød
0,5 tsk. chili
2 tsk. flagesalt
Friskkværnet peber
1 økologisk æg
1 finthakket hvidløgsfed
En sjat fløde

Tilbehør

Sprød iceberg salat
Syltede agurker
Tomat i skiver
Rødløg i skiver
Evt. god bacon
Ketchup
Dijon sennep
Sød sennep

Sådan gør du

Burgerboller

1: Bland gæren i den håndvarme mælk og tilsæt mel, salt, sukker og stuetempereret smør.
2: Ælt dejen grundigt, eventuelt på røremaskine.
3: Læg dejen i en skål med drysset mel, dæk den til med et rent viskestykke og sæt den til hævning i stuetemperatur i halvanden time.
4: Del dejen i 6 stykker og form dem til boller.
5: Efterhæv bollerne på en bageplade i en halv times tid.
6: Pensl bollerne med pisket æg, drys med sesamfrø og bag i en 200 grader varm ovn i cirka 15 minutter.

Burgerbøffer

1: Bland alle ingredienserne og lad gerne farsen stå en times tid på køl.
2: Form 4 bøffer, og hak dem overfladisk med en kniv på hver side, så de ikke krymper sammen.
3: Grill bøfferne – gerne over kul som giver kødet den helt rigtige smag.
4: Smid en skive god ost eller to på et par minutter før bøfferne er færdige.

Byg burgeren og nyd den rygende varm fra grillen! x